Viborg Rideklub er en forening – og som alle andre foreninger er der brug for frivillig hjælp.
Det er fedt at være frivillig, og vi vil rigtig gerne have flere med.
Det at være frivillig her på VIR giver dig mulighed for at blive en del af fællesskabet på en helt ny måde, hvor du langsomt lærer flere at kende og udvider dit netværk. Når I som forældre eller ryttere er frivillige her på VIR, er I med til at styrke klubben og skabe en attraktiv klub, med mange aktiviteter, som er til glæde for rytterne – og selvfølgelig for økonomien.
Det betyder alt for klubben, at der bliver budt ind på de opgaver der er, så vi fortsat kan holde vores høje aktivitetsniveau, hvor der er tilbud til alle – både nybegyndere og de mere rutinerede ryttere.
Til aktiviteterne er der opgaver som alle kan løse, og også tidsintervaller hvor alle kan være med.
Alle kan f.eks. åbne en port. Og der skal ganske få til at melde sig til at hjælpe i to timer, før hele dagen er dækket ind. Er du i tvivl om, om du kan løse opgaven – så spørg endelig dit barns/din underviser. Der er altid hjælp at hente til nye frivillige, som har lyst til at bidrage til fællesskabet. Spørg og vær nysgerrig på opgaven, og på hvordan du kan være med til at skabe en mere attraktiv og god forening for dig og/eller dit barn.
De fede aktiviteter, som vi er heldige med at have på VIR, kræver hænder.
Og vi vil gerne have DIG med 😊
Det er altså fedt at være frivillig.
Generalforsamling på Viborg Rideklub
Den 18. marts kl. 19.30 afholdes der generalforsamling på Viborg Rideklub.
Deltagelse i generalforsamlingen giver dig som medlem en mulighed for at høre om hvad der er foregået i rideklubben i løbet af det seneste år – også i forhold til projekter som måske ikke lige er synlige i dagligdagen.
På generalforsamlingen fremlægges også regnskabet for rideklubben og der er mulighed for at stille spørgsmål til både beretning og regnskab.
Generalforsamlingen er også stedet for valg af bestyrelsesmedlemmer, og hvert år skal der enten vælges eller genvælges flere bestyrelsesmedlemmer. Ingelise, Bruno, Bo, Vibeke, Ketil og Michael er på valg og modtager alle genvalg. Kathrine træder ud af bestyrelsen.
Vidste du at der er en Facebookgruppe der hedder VIR`s 90`ponyryttere?
Der er nok flere af os voksne genstartere på VIR, der kan finde dejlige ponyminder ved at kigge lidt rundt i gruppen.
Nogle kan måske huske den lille frække udbryderpony Puk – andre husker Bertha, Quickstep eller Bingo. Alle der red i 90èrne husker sikkert Fru Gylling!
Andre har tilfældigt fundet Facebookgruppen, og minderne har fået dem tilbage som gernstartere på Viborg Rideklub. Ikke mindst fordi Helle er god til at holde gang i informationerne i gruppen, når der er ferieaktiviteter og lignende.
Det kan varmt anbefales at kigge ind i gruppen og invitere dem man genkender på billederne. Der er da ikke noget så dejligt som gode minder ❤️
På billedet er Puk
Lille men vigtig ændring af ridehusreglerne
I november måneds nyhedsbrev, som du kan læse lige her, havde vi i kommunikationsudvalget haft en snak med berider Niels Henrik Christensen.
Desværre har det skabt en del forvirring, at den der skridter på hovslaget på højre volte, ikke skal vige for den, der kommer på venstre volte, og det er derfor blevet besluttet at reglen afskaffes.
Møde med foderkonsulenterne
Den 18. januar var der for opstaldere møde med foderkonsulenterne fra Hornsyld. Lone har efterfølgende udarbejdet nye foderplaner til alle hestene ifølge aftale med konsulenten.
VIR holder ikke vinterferie
Vi holder IKKE vinterferie, så al undervisning kører som normalt 🙂
I må meget gerne melde afbud til jeres underviser, hvis I ikke kommer.
1.-3. marts: Distriktsstævne dressur pony + hest
18. marts kl. 19.30: Generalforsamling
29.-31. marts: Distriktsstævne spring pony + hest
13. april: Ringridning 2024
27. april: Ven & venindedag
1.-2. juni: Minilejr
22.-23. juni: Klubstævne
1.-4. august: Storelejr
5.-8. august: Juniorlejr