Nyhedsbrev juni

Kære medlemmer

Hermed sidste nyhedsbrev inden sommerferien. Vi syntes selv det er kommet til at fungere rigtig godt med nyhedsbrevene, men lad os endelig vide, hvis der er oplysninger I savner.

Elevafdelingen
Vi har indkøbt to nye ponyer til elevafdelingen og de er allerede godt med i undervisningen, men vi er ikke færdige med indkøbene. Winnie har det ikke godt og Pontus kan ikke gå som elevpony mere. Samtidig kræver de nye certificeringsregler fra rideforbundet, at elevhestene/-ponyerne skal have en ugentlig fridag og det kræver mindst to elevponyer/-heste mere i elevafdelingen, hvis den kabale skal gå op.

Desværre må vi også erkende, at heste og ponyer af ordentlig kvalitet er steget 15.000,- til 20.000- kroner pr. dyr - eller mere end en fordobling af prisen, og da vi ikke ønsker at gå på kompromis med kvaliteten på vores elevdyr, bliver vi således nødt til at hæve prisen på undervisning med små ti kroner pr. time. Gør vi det, er merprisen på elevdyr betalt hjem på tre til fire år.

I forbindelse med overgang til kommunens nye tilskudsmodel skal vi I forvejen tilpasse og forsimple vores prislister, så der kommer nye prislister efter sommerferien.

Opstaldning
Vi har netop lukket aftale om levering af foder til den kommende sæson og det er heldigvis til uforandrede priser.
Det betyder, at vi kan fastholde omkostningerne ved opstaldning uforandret mindst frem til sommeren 2021.
Samtidig har vi fået indført strengere krav til kvaliteten af det leverede foder, der blandt andet giver os mulighed for at returnere foder til fuld pris, hvis det ikke er 100% i orden.

Museet er færdig med deres udgravninger på foldene langs Egeskovvej og foldene bliver genetableret i denne uge.
Dermed kan vi snart vende tilbage til den normale foldsituation og foldene har vi så frem til mindst udgangen af året.

Jeg har også haft møde med Viborg kommunen og Naturstyrelsen med flere og desværre får kommunen ikke lov til at fælde skoven nord for rideklubben og lægge den ud til folde til os, men der er fundet en anden løsning, som løser vores foldproblem fremadrettet. Vi mangler dog at få detaljerne på plads med kommunens skovridder, så jeg nøjes med lidt ukonkret optimisme i dette skriv, men det handler blandt andet om naturarealer og rekreative områder, som skal vedligeholdes af heste.

Administrationssystem
I løbet af sommeren vil der blive lavet nogle ændringer i vores administrationssystem.

Det betyder at I vil modtage en mail om at I er blevet flyttet til et andet hold. I er stadig på samme hold som før ferien - det er kun rent teknisk I bliver flyttet, så bare se bort fra mailen.

 

Endelig vil jeg glæde mig over, at det ikke længere er nødvendigt at skrive en hel roman om civid-19 forholdsregler, men husk dog at man ikke kommer i rideklubben, hvis man føler sig syg. I stedet bør man få lavet en test og så skal man ikke spare på spritten i sommervarmen.

 

Til sidst er kun tilbage at ønske held og lykke til beridereleverne Amalie og Charlotte, der skal til 4. års eksamen i denne uge og en god sommer til alle jer andre smiley

Med venlig hilsen

Palle Jakobsen
Formand